Sundhedstilstanden blandt beboere i almene boliger 2021 – og udviklingen siden 2010

Heidi Amalie Rosendahl Jensen; Jes Bak Sørensen; Michael Davidsen; Anne Illemann Christensen; Stine Schramm

Forord

Hermed foreligger rapporten Sundhedstilstanden blandt beboere i almene boliger 2021 - og udviklingen siden 2010. Rapporten er udarbejdet for Danmarks Almene Boliger (BL).

Formålet med rapporten er at belyse sundhedstilstanden blandt beboere i almene boliger ved brug af en lang række indikatorer fra spørgeskemaundersøgelsen ’Den Nationale Sundhedsprofil’ inden for emnerne helbredsrelateret livskvalitet og mental sundhed, sociale relationer, sundhedsadfærd og sygelighed. Derudover belyses kontakter til alment praktiserende læge og hospitalsvæsenet samt dødelighed på baggrund af registerdata. Analyserne i rapporten omhandler borgere, der bor i almene boliger i Danmark, og som har deltaget i Den Nationale Sundhedsprofil i 2010, 2013, 2017 eller 2021. For alle indikatorer er der foretaget sammenligninger med den øvrige danske befolkning, som bor i ikke-almene boliger. For de indikatorer, hvor det er muligt, beskrives også udviklingen mellem 2010 og 2021.

Af rapporten fremgår det, at sundhedstilstanden for størstedelen af de inkluderede indikatorer er ringere blandt beboere i almene boliger end blandt beboere i ikke-almene boliger, ligesom beboere i almene boliger generelt set har flere kontakter til alment praktiserende læge og hospitalsvæsenet samt en højere dødelighed. Afvigelser fra dette mønster ses i forhold til at drikke mere end 10 genstande i løbet af en typisk uge, hvor andelen er mindre blandt beboere i almene boliger end blandt beboere i ikke-almene boliger. For ambulante kontakter relateret til henholdsvis kræft og muskelskeletsygdomme ses stort set ingen forskel mellem beboere i almene boliger og ikkealmene boliger. På baggrund af denne vide vil det muligt at målrette sundhedspolitiske tiltag og strategier for at forbedre sundhedstilstanden blandt beboere i almene boliger. Rapporten henvender sig til praktikere, interesseorganisationer og andre, der beskæftiger sig med sundhedstilstanden i almene boliger.

Rapporten er udarbejdet af en projektgruppe fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, som består af ph.d.-studerende Heidi Amalie Rosendahl Jensen, seniorforsker Michael Davidsen, seniorforsker Anne Illemann Christensen og adjunkt Stine Schramm, samt forsker Jes Bak Sørensen fra DEFACTUM, Region Midtjylland.

Undersøgelsen er finansieret af BL.

Statens Institut for Folkesundhed, SDU Oktober 2023

Læs hele rapporten.

Udgivelsesform Rapporter
År 2023
Udgiver Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
Længde 189 sider

Forfattere

Jes Bak Sørensen